Anpartsselskab – ApS

Et anpartsselskab er et kapitalselskab. Reglerne for, hvordan man stifter et anpartsselskab, hvordan selskabet skal organiseres og, hvordan deltagerne hæfter, kan man finde i selskabsloven. Betegnelsen anpartsselskab forkortes ofte til de tre bogstaver ApS. Enten skal hele ordet anpartsselskab eller forkortelsen ApS forekomme i selskabets navn.

Når et ApS skal oprettes

Man kan oprette et anpartsselskab både som enkeltperson eller flere sammen. Man kan undersøge de specifikke regler om oprettelse i selskabsloven. Man kan inddele oprettelsen af et anpartsselskab i tre faser. I den første fase skal selskabets stiftere udarbejde et stiftelsesdokument og derefter underskrive det. Dokumentet skal belyse de vedtægter selskabet har og ligeledes, hvordan den påkrævede kapital fremkommer. I fase to skal der udarbejdes et dokument, der oplyser hvem, der ejer selskabets kapitalandele. I tredje og sidste fase skal stifterne sørge for at få selskabet registreret hos Erhvervsstyrelsen.

Startkapital

Der er visse krav til en startkapital, når man gerne vil stifte et anpartsselskab. Man skal have mindst 50.000 kr. man kan skyde i selskabet fra starten af. Men i sammenligning med fx et aktieselskab, hvor kravet til startkapital er 500.000 kr. er det mere økonomisk overskueligt at starte et anpartsselskab. I tillæg er det ikke et krav, at de 50.000 kr., som udgør startkapitalen, er i kontanter. De kan bestå af indskudte aktiver, det såkaldte apportindskud. Forinden skal aktiverne dog gennem en revisor, som skal fastsætte deres værdi.

Hvem kan eje et ApS?

Som før nævnt kan man være en eller flere om at oprette et anpartsselskab. På sammen måde kan man være en eller flere om at eje det. I tillæg er det også muligt for andre selskaber at eje enten det hele eller andele i et ApS. Selskabets ejerandele afgøres af den enkelte deltagers anpartsdel.

Organisering af et ApS

Det er muligt at organisere og lede et ApS på flere måder. En direktion er et krav. Man kan dog uden problemer have en bestyrelse i tillæg til direktionen. Alternativt kan man have et tilsynsråd sammen med direktionen.

Hvordan hæfter man?

Som skrevet i indledningen er anpartsselskaber kapitalselskaber. Fordelen ved det er, at den formue, der er i selskabet køres separat fra deltagernes personlige økonomi. Det vil sige, at hvis det ikke går godt med selskabets økonomi, vil deltagerne ikke skulle hæfte personligt. De hæfter altid kun med den andel de har investeret i selskabet.
I visse situationer kan det være anderledes. Det kan for eksempel være, hvis der på selskabets vegne er taget et lån i banken. I sådan et tilfælde kræver banken måske at deltagerne, en eller flere, skal hæfte for tilbagebetalingen personligt. Det er imidlertid kun muligt at få sådanne ordninger i stand, hvis der udarbejdes en særlig aftale. Læs om Ejeraftale her

Hvordan beskattes et ApS?

Der skal betales skat af fortjenesten i et anpartsselskab. Det foregår efter de regler, der er angivet i selskabsskattereglerne. Et eventuelt underskud kan dog modregnes i selskabets indtægter i de kommende år. Et ApS har således ikke så stor betydning for din økonomiske situation personligt, som andre selskabsformer og virksomhedstyper kan have. Får man udbetalt løn skal man som alle andre ansatte betale sin A-skat og sit AM-bidrag. Det udbytte, der er på ejerandelen, beskattes i stedet efter de regler, der gælder i forhold til udbytteskat.

Årsrapport

Et ApS skal normalt lave en årsrapport, som offentliggøres. I udgangspunktet skal denne rapport gennem revision. Der er dog visse regler for, hvornår et ApS kan vælge ikke at sende deres årsrapport til en revisor. Dette gælder mindre virksomheder og opstartsvirksomheder. Har selskabet fx to regnskabsår efter hinanden ikke over 8 mio. kr. i nettoomsætning, ikke en balancesum på over 4 mio. kr. eller ikke over 12 fuldtidsbeskæftigede gennem regnskabsåret kan de frasige sig revision. Vær opmærksom på, at bare to af de tre betingelser skal være tilstede.